05 Jul 2018

Hvad er gnosisoplevelser - og hvordan får vi dem?

Undervisningsmaterialet i Rosenkors-Ordenen AMORC er bygget på tre søjler: kabbala, hermetisme og gnosis. Kabbala og hermetisme er forholdsvis nemme at komme i gang med. For de traditioner har meget materiale, som kan hjælpe os med at nå ind til deres kerne. Gnosis er et anderledes redskab.

Hvad er gnosis?

Gnosis er allestedsnærværende. Gnosis kræver ikke nogen forudgående viden; faktisk er viden en begrænsende faktor, fordi vi mennesker bliver låst af vores forståelse af den viden, vi har.

Gnosis optræder som regel i glimt. Efterhånden som vi udvikler os, vil disse glimt af indsigt og forståelse blive mere omfattende af natur. På et tidspunkt må vi vælge at leve i tillid til den gnosis, vi oplever som menneskelige væsner.

Gnosis-oplevelserne kommer fra den kilde, vi selv udstrømmer af. Rosenkors-Ordenen vejleder gennem mange øvelser sine medlemmer i at skabe kontakt til kilden. Formålet er at bringe lyset tilbage til en formørket verden. Det gør vi bedst ved selv at få lyset i os selv til at skinne.

Gnosis omtales også som illumination i mysterieskolerne. Det betyder, at de illuminerede mennesker synliggør det lys, de indeholder, uden at kræve, at andre skal gøre noget. Det at være og udtrykke sin egen forståelse er at udtrykke den gnosis, som er modtaget.

En gnosis-oplevelse forandrer opfattelsen og forståelsen af virkeligheden. Den, der modtager en gnosis-oplevelse, vil med tiden udvikle evnen til at se bag det, der slører virkeligheden. Det, der således sker, er ikke, at virkeligheden ændrer sig, men at vores eget perspektiv forandrer vores oplevelse af virkeligheden.

Efter flere og flere gnosis-oplevelser ser vi verden i højere og højere grad uden at tillægge den en bestemt værdi. Vi oplever mere og mere verden, som den er.

Verden og alle dens manifestationer er neutrale tankeformer. Det er os mennesker, der tillægger verdens manifestationer en bestemt værdi, som så bestemmer, hvad vi synes om det, vi ser. Værdiladningen oplever vi som de følelser og tanker, vi skaber om virkeligheden. Det vil sige, at det er vores mentale og emotionelle aktivitet, der bestemmer, hvad vi synes om det, vi sanser. Hvad vi tænker og føler, bestemmes og skabes af sindet. Den, vi virkelig er, oplever, hvad sindet skaber.

Hvordan skaber vi gnosis-oplevelser?

Gnosis-oplevelser skaber vi ved at træne vores evne til at være fokuserede og afslappede samtidig. Vi træner ved at bruge vores intuitive evne og forstærke tilliden til, at den virker. Vi skal øve os på at lytte til vores intuitive evne og handle på den. I starten vil intuitionen handle mest om at tilfredsstille grundliggende behov. Efterhånden vil vores evne til at lytte til de mere subtile signaler øges, og så vil de intuitive indtryk handle mere om psykiske og åndelige behov.

Kontemplation og meditation er grundliggende redskaber til at skabe en mere åndelig intuition, som vil udvikle sig til åndelige oplevelser, siden til gnosis-oplevelser og måske til varig illumination.

Den strukturerede læring, som Rosenkors-Ordenen tilbyder sine brødre og søstre, leder hver person hen imod gnosis-oplevelser og til sidst til illumination. Én ting er at få vejledning, en anden er at arbejde sig til illumination og undervejs glæde sig over sin stigende forståelse af sin egen og verdens natur.

Illumination er en total oplevelse, der berører alle dele ved det at være menneske. Illumination transformerer vores forståelse af naturen, af hvem, vi i virkeligheden er, og af, hvordan alt sammen er ét. Hvis du ønsker at få denne oplevelse og komme på en spændende rejse ind i universet, jordens og din egen natur samt meget mere, så gå ind på amorc.dk, amorc.se eller amorc.no. Hér kan du også få mere at vide om AMORC